0

 

Velkommen til The Fit Chubby Chick– en blog for os runde kvinder, som enten har en sund og aktiv livsstil, eller gerne vil i gang med at indføre sunde vaner i vores hverdag.

Denne blog fokuserer på, hvordan man som en plusstørrelse godt kan være i god form og leve et sundt liv. Min intention med bloggen er at give et meget mere nuanceret billede af sundhed end det gængse. Det vil sige at vægttab ikkeer mit primære fokus, for sundhed er meget mere end et tal på en vægtskala. Vægttab kan være enmuligbonuseffekt af sundere vaner.

Herunder kan du læse om min baggrund og motivation for at starte denne blog:

fra fat-shaming til kropspositivitet

Som så mange andre kvinder har jeg brugt alt for meget tid på at føle mig forkert, fordi min krop ikke lignede de slanke modeller i mode- og fitnessmagasinerne.

Så i alt for mange år har jeg kæmpet mod min krop og udsat den for slankekure og kostomlægninger – alt sammen for at prøve at tilpasse mig en norm eller en vægt skala, som fortalte mig, at jeg ikke var god nok, som jeg var. Men intet virkede, og kostomlægningerne var ikke bæredygtige, for der var for mange forandringer og forbud på en gang. Så de kg jeg tabte, røg hurtigt på igen + et par ekstra kg.

Resultat – mentalt og følelsesmæssigt udviklede jeg et mildest talt anstrengt forhold til min krop og kæmpede med  mindreværdskomplekser. Selv i perioder med en noget nær “normalvægt” bevarede jeg min alt for udviklede selvkritiske holdning. Fysisk blev det sværere og sværere at tabe mig, hvilket yderligere øgede mit negative syn på min krop og mad. Jeg lod andre definere min værdi ved at acceptere, at jeg var mindre værd, fordi jeg havde en plus-size krop. I et samfund hvor man dyrker et meget snævert skønheds- og sundhedsideal er det meget nemt at føle sig forkert, hvis man ikke lever op til det ideal. Så i stedet for at stå fast på, at jeg var god nok som jeg var, internaliserede jeg alle de fordomme, der er om overvægtige mennesker. Jeg påtog mig al skyld og dertilhørende skam for min overvægt.

Det starter med et skift i perspektiv

MEN det ændrede sig heldigvis. Når jeg ser tilbage, var der fire stadier i skiftet på mit perspektiv:

1. Viden

Efter at have læst artikler og set programmer om fedme og vægttab, gik det op for mig, hvor svært det er rent biologisk at tabe sig. Faktorer som fx ens gener og stress spiller en stor rolle for udfaldet af en vægttabsstrategi. Det lettede rent faktisk en del af min skyldfølelse at finde ud af, at min krop er bygget til at modarbejde et vægttab. Den vil betragte det som en trussel mod normaltilstanden, og det skal bekæmpes til enhver tid – det gav mig en forklaring på, hvorfor jeg har kæmpet forgæves mod de ekstra kilo. Det hjalp mig til at kunne trække på skuldrene og sige “pyt”, når tingene ikke gik helt efter planen.

2. Min egen skaberkraft

Jeg blev mor til en dejlig søn. I mine øjne er han selvfølgelig perfekt – og det udfordrede min indre retorik om min egen krop. Min uperfekte krop havde skabt en perfekt lille skabning. Hmm…så er den jo nok ikke helt håbløs.. 🙂  Nu kan jeg se mig i spejlet og rent faktisk fyldes med stolthed og taknemlighed over min krop (med deller og appelsinhud) når jeg tænker på den skaberkraft min krop er i stand til🙂

3. En at spejle mig i

Louise Green udgav bogen Big Fit Girl– i bogen giver hun sit bud på hvordan man kan lykkes med sine atletiske drømme som plus-size ved at skifte fokus fra hvordan ens krop ser ud til hvad ens krop rent faktisk kan præstere. For de af jer der ikke kender Louise Green så kan I gøre jer bekendt med hende her

4. Jeg dropper den restriktive tankegang

Den sidste brik faldt på plads da jeg begyndte at læse Jette Uhre’s bog Slip Slankekursmentaliteten– denne bog gør op med den restriktionstænkning, der opstår omkring slankekure, og hvorfor det er en dårlig strategi at sætte restriktioner op i forhold til mad, hvis man vil tabe sig.

Motion = godt helbred og selvtillid

For mig er vejen frem til et positivt selvbillede gennem træning. Træning har altid fyldt meget i mit liv. Som ung spillede jeg håndbold og fodbold, og da jeg begyndte at studere, opdagede jeg glæden ved bare at løbe en tur. Men efter jeg fik en knæskade (og jeg måtte opgive at gennemføre Diplomtræneruddannelsen i fitness) og derefter fik et arbejde, der overtog hele mit liv, blev  de gode motionsvaner parkeret sammen med løbeskoene og cyklen i garagen.

konsekvensen af manglende motion

Det har selvfølgelig sine konsekvenser når arbejdet fylder så meget, at der ikke er overskud eller tid til motion; min vægt steg, jeg fik stress og sidste sommer viste en blodprøve, at mit langtidsblodsukker lå over de normale værdier. Hmm, ikke så fedt at få at vide, at man var ved at få type 2 diabetes. Men endnu en grund til at prioritere motion i hverdagen. Motion er et rigtig godt redskab til at sænke ens blodsukker, hvis det er forhøjet. Det har også været min erfaring, at mit langtidsblodsukker får normale værdier, når jeg har en regelmæssig træningsrutine.

Ud over den helbredsmæssige gevinst, får min selvtillid også et boost ved at vide hvor stærk og smidig min krop er.

Med mit nye kropspositive perspektiv er min passion for træning blevet tændt på ny. Og det kunne jeg godt tænke mig at dele med dig🙂

Emner jeg tager fat på:

Her på bloggen vil jeg skrive om følgende emner:

  • min vej tilbage i form – målt på styrke og kondition
  • hvem og hvad der inspirerer mig indenfor træning og kropspositivisme
  • hvorfor det er okay at elske vores former og fedt – godt med lidt fakta at læne sig op af:)
  • Øvelser (med modifikationer, så alle kan være med) og programmer der virker for mig – chancen er at de så også virker for dig🙂
  • Livsstilssygdomme såsom diabetes 2 og hvad du kan gøre ved det – for de af os, som er genetisk disponerede
  • Jeg tager gerne imod forslag på emner til bloggen

Jeg håber at du har lyst til at følge med:-)

Leave a Reply

Velkommen til The Fit Chubby Chick!

Velkommen til min nye hjemmeside!
Jeg glæder mig helt vildt til at dele ud af min erfaring med træning og motivation for plussize-kvinder og vise jer spændende komfortable produkter i webshoppen.

Vil du være den første der hører om nye produkter, tilbud og gode tips, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev lige her.